Kalles Pappa

I morges da jeg vågnede op var min förste tanke at gå ind i rummet ved siden af og se til Karl, lige bagefter kom tanken at det jo ikke helt kunne lade sig göre. Derimod var weekenden nu slut og det var en almindelig hverdag for de fleste, bare ikke lige Fredrik og jeg.

Vi er i en fase, hvor det er vigtigt for os at väre sammen. Vi behöver ikke lave noget - nogle gange har vi brug for at tale sammen om tiden för Karls födsel, tiden med Karl og fremtiden - andre gange bliver det bare TV i sofaen.

Dagen har väret fyldt af stor träthed og tristhed - vi gräder ikke så ofte mere, men er mere präget af hvad der er sket end tidligere. Samtidigt er det rart at vide at alle nu efterhånden ved besked om Karl, det har väret rigtigt hårdt at skulle fortälle at ens länge ventede sön er död. Vi försöger at få lidt orden på vores dag, helst skal vi udenfor og få lidt frisk luft hver dag, lave lidt mad og vi pröver at nå bare en daglig praktisk ting. Det er ikke de store ambitioner vi har for dagen og vi tillader os gerne at sove, hvile og bare slappe af.

Det er skrämmende hvor lille ens verden hurtigt er blevet og man er slet ikke i stand til at overskue hverken kalender eller flere ting på en gang. Vi pröver ikke at have travlt med at lave en masse planer, men lade hovedet og kroppen hele tiden kunne fölge med, men det er svärt  - det er stadigväk svärt at fatte alt hvad der er sket den seneste tid.